Mangel på arbejdskraft?

23.05.09
Af Michael 'Boon' Pedersen, formand, LandboUngdom
For godt et år siden var det stort set umuligt, at kunne få ordentligt arbejdskraft i landbruget. Som lyn fra en klar himmel ændrede den globale finanskrise på det problem.
Pludselig er der langt over 10 ansøgninger til hver stilling i landbruget, og det er arbejdsgiverne, der kan vælge og vrage imellem folk, som det passer dem, og der skal arbejdes endnu hårdere som ansat for at bevise sit værd, så man er sikret en fremtid i erhvervet. Og som tiden er lige nu med mælkepriser på knap en daler og svinepriser på omkring 9 kroner, som ikke kan brødføde mange på en gård, er det jo endnu mere vigtigt, end det nogensinde har været, at det hele bliver passet 100 procent.
Konkurrencen fra øst
Fra 1. maj ophørte Østaftalen, som har sikret, at for eksempel polske arbejdere skal gå under dansk overenskomst, og ikke kan gå for lavere løn end danskere.
For en måned siden så jeg i fjernsynet en landmand udtale, at det var han rigtig glad for, for nu havde han et sted, hvor han kunne spare på udgifterne. Jeg kan godt se at med den trængte økonomi, der er rundt omkring, er det en nem måde at finde lidt ekstra penge.
Desværre er det en kedelig tendens for, hvad sker der så med de danske elever? Ja de risikerer at bliver taberne, og måske forsvinder de helt fra landbruget og finder nye veje.
Stå ved ansvaret
For godt et år siden brugte Dansk Landbrug og landbrugsskolerne seks mio. på kampagnen Jorden Kalder for at få flere unge til at søge til landbruget, da der om få år kommer til at mangle ledere til at drive de helt store landbrug.
Nu er folkene her, men nu er arbejdspladserne, der måske ikke mere, hvis de går til østeuropæisk arbejdskraft. Er det det landbruget vil? At det måske skal styres og drives af en dansker, og så er resten udenlandsk arbejdskraft?
Det håber jeg ikke er fremtiden for landbruget i Danmark, for så bliver det da overordentligt svært at få nye folk til at gå ind i erhvervet.
Nej - sørg nu for at stå ved ansvaret om at uddanne nogle nye danske landmænd, som fremover kan stå i spidsen for et af verdens bedste fødevareproducenter, som vi jo er her i DK. I har jo formået at lave en standard, der kendt over hele Verden, og der står en flok unge mennesker, der er klar til at køre den videre.
Hvis de altså får chancen!



