Forretningsorden
En bestyrelse fungerer mest effektivt, hvis der findes en fornuftig arbejdsdeling mellem medlemmerne. En hjælper hertil er en forretningsorden, der er bestyrelsens arbejdsregler. Forretningsordenen skal passe lokalforeningens vedtægter. Mindst én gang om året bør man tage forretningsordenen op til revision, fx på første møde efter generalforsamlingen.
En forretningsorden kan indeholde følgende:
1. Bestyrelsesmøder:
a. Første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen: På dette møde konstituerer bestyrelsen sig og nedsætter eventuelle udvalg, projekter eller arbejdsgrupper.
På mødet er det vigtigt, at de siddende bestyrelsesmedlemmer forklarer, hvordan man har tradition for at arbejde i bestyrelsen og lægger op til debat om fremtidige arbejdsformer.
b. Sidste bestyrelsesmøde før generalforsamlingen: På dette møde udarbejder den samlede bestyrelse en beretning, som formanden (og gerne flere fra bestyrelsen) holder på generalforsamlingen. Bestyrelsen gennemgår også regnskab og budget, så formand og kasserer har bestyrelsens godkendelse inden generalforsamlingen.
c. Generelle regler for bestyrelsesmøder:
Under dette punkt er det vigtigt, at man aftaler, hvordan man skal indkalde til bestyrelsesmøderne, hvordan møderne skal gennemføres, med hensyn til indkaldelse, ledelse, referat og lignende.
2. Arbejds- og ansvarsdeling imellem bestyrelsens medlemmer og samarbejdspartnere. Forholdet til eventuelt ansat personale, eller forhold om aflønning af bestyrelsesarbejde.
3. Valg og afstemningsmetoder i bestyrelsens arbejde:
a. Bestyrelsens konstituering
b. Nedsættelse af udvalg, projekter eller arbejdsgrupper
c. Almindelige beslutninger i bestyrelsen
4. Information til medlemmer, pressen og andre
5. Hvem repræsenterer foreningen i landsorganisationens repræsentantskab, i regionen, i forhold til samarbejdspartnere og andre sammenhænge.
6. Foreningens daglige ledelse og fordeling af arbejdsopgaver
7. Generalforsamling med indkaldelse til generalforsamling og forarbejdet forud for generalforsamlingen med hensyn til regnskab, beretning og lignende.
8. Godkendelse og gennemgang af forretningsorden samt regler om ændring for denne.



