Søg:

Brugerlogin

Her er du: LU Leder - LU Lederhåndbogen - Medlemmer

 

Medlemmer

Afsnittet om medlemmer til print

Medlemmerne er grundlaget for enhver forening. Det er dem, som skaber foreningens liv og er med til at udvikle foreningen. Fra menige medlemmer, der betaler deres kontingent og deltager i foreningens aktiviteter til frivillige hjælpere ved arrangementer og bestyrelsesmedlemmer. Medlemmerne har alle forskellige årsager til medlemskab og roller i foreningen, men alle er en del af det forpligtende fællesskab, som en forening er.

Uden medlemmer - ingen forening. Derfor er det vigtigt, at en forening hele tiden gør sig tanker om hvordan den rekruttere nye medlemmer og hvordan den ”plejer” de eksisterende. Et fortsat medlemsflow er nødvendigt for at sikre udvikling i foreningen.

Få flere med – rekruttering af frivillige

Der er masser af opgaver i foreningslivet, men hvordan finder vi de frivillige til, der skal løse opgaverne?

Det spørgsmål er der mange bestyrelser, der prøver at finde løsningen på. svaret er at der ikke findes en enkelt løsning, men med lidt forarbejde kan arbejdet med at finde de frivillige lettes.

Overordnet er der 3 grundregler når det handler om at rekruttere frivillige:

Først og fremmest handler det om at stille konkrete opgaver, altså at den frivillige ved hvad vedkommende skal lave. Jo mere konkret og enkelt formuleret en opgave er, jo lettere er det at få folk til at sige ja til den, for de ved hvad de siger ja til. Det er underordnet om det er en opgave, hvor der skal søges fonde eller en opgave, hvor der skal sælges pølser til det lokale traktortrækarrangement.

For det andet gælder det om at finde den rette person til den rette opgave. Det handler blandt andet om at finde en person, som er motiveret til opgaven, men som samtidig har evner til opgave.

Endelig så handler det om at spørge nogle andre en dem man plejer. Mange af dem der laver frivilligt arbejde i dag er med fordi de i sin tid blev spurgt. Intet tyder på at den tendens har ændret sig og mange vil sige ja, hvis de bliver spurgt.

I de lokale og regionale bestyrelser er det en god ting en gang imellem, at tage en snak om hvordan vi ønsker at involvere og rekruttere frivillige til de forskellige og spændende opgaver der er i foreningsarbejdet. Et godt udgangspunkt for en sådan snak kunne være spørgsmålene:

  • Hvordan blev jeg frivillig i LandboUngdom?
  • Hvorfor er jeg selv frivillig i LandboUngdom?
  • Hvad får jeg personligt ud af at være med som frivillig i LandboUngdom?

Du er altid velkommen til at kontakte sekretariatet på landscentret eller dit regionskontor, hvis du gerne vil vide mere om det at få flere med og rekruttering af frivillige. LandboUngdom har konsulenter, der er klar til at styre debatten og give dig og din bestyrelse konkrete værktøjer til brug ved rekruttering.

Lederpleje

At pleje sine frivillige er ofte en underprioriteret, men ikke desto mindre en meget vigtig del af foreningsarbejdet. Ofte hænger det sammen med det at skaffe og rekrutterer frivillige.

Vi er ofte for dårlige til at anerkende og påskønne den arbejdsindsats folk bruger på frivilligt arbejde. Lederpleje handler i langt højere grad om, at vi i ord og handling anerkender og påskønner den frivillige indsats, end om kroner og øre. Det er de færreste der gider knokle sæson efter sæson uden nogen form for påskønnelse af deres arbejde. Det gælder både de frivillige der hjælper ved et traktortrækarrangement og dem som sidder i bestyrelsen og får det daglige arbejde til at fungerer.

Enhver bestyrelse bør løbende gøre en aktiv indsats for at anerkende og påskønne de uvurderlige frivillige folk med en god lederpleje. Brug derfor tid på et bestyrelsesmøde til, at få en debat om god lederpleje og hvordan vi udtrykker den i praksis.

Diskuter eksempelvis:

  • Hvad er god lederpleje for os?
  • Hvad vil vi udtrykke gennem vores lederpleje?
  • Hvad gør vi for at anerkende og påskønne de frivilliges arbejde?
  • Hvad gør vi for at vores frivillige løbende udfordres med nye opgaver?
  • Hvordan undgår vi at de frivillige får for mange opgaver?
  • Hvordan inddrager vi de frivillige i vores arbejde?
  • Hvor gode er vi til at informere vores frivillige?

Derudover er det naturligvis vigtigt at få diskuteret hvad lederplejen konkret skal bestå af. Skal det være kontanter eller en gavecheck, blomster eller én biografbillet, en hjælper-fest, gratis deltage i et LU kursus eller en telefonopringning med ”tak for hjælpen – vi håber du har fået lyst til at hjælpe en anden gang”.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke findes en færdig løsning eller en gave der er mere korrekt end en anden. Det må være op til hver enkelt bestyrelse at beslutte, men det vigtigste er, at man får påskønnet og anerkendt den enkeltes og fællesskabets indsats.

Vær opmærksom på om din region har et gaveregulativ, så spørg på dit lokale LandboUngdoms kontor eller kontakt sekretariatet på Landscentret. SKAT har også regler for hvor store beløb, der må gives på gavechecks inden der skal betales skat. Kontakt SKAT for yderligere information.