Søg:

Brugerlogin

Her er du: Udd og Job - Andelsfonden -prisopgave

 

Prisopgave om andelsbevægelsen i fremtiden

Landbrugets Kulturfond og Andelsfonden har udskrevet en prisopgave for forskere og studerende med titlen:

Andelsbevægelsens evne til forandring og omstilling i landbrugets udvikling fra den lokale til ”den globale landsby”.

Fællesskab gennem samarbejde og ejerskab af små og store andelsselskaber har været karakteristisk for dansk landbrug siden andelsbevægelsens gennembrud, og selskaberne er nu førende og afgørende for danske landmænds konkurrencedygtighed på verdensmarkedet.

Den demokratiske opbygning af selskaberne og de ændringer, der løbende er sket heri, har hele tiden været båret af de tanker og den kulturarv, der var fælles for andels-, højskole- og fagbevægelsen.
Det har udviklet og fastholdt landmændenes ledelse og ejerskab i den vertikale kæde fra primærproduktion over forarbejdning og forædling til afsætning. I andre lande er den vertikale integration typisk domineret af et efterfølgende led i kæden.

Hvorledes sikres videreudviklingen af denne kulturelt baserede ledelses- og ejerform i en fremtid, hvor såvel landmanden som hans selskaber er blevet globale aktører, og er den nødvendige forandringsparathed samt evne til stede?


Der gives en førstepræmie på op til 50.000 kr. samt en anden- og tredjepræmie på tilsammen op til 50.000 kr. for kvalificerede besvarelser af et tilstræbt omfang på 50-75 sider, inkl. honorar for offentliggørelse.
Besvarelser indsendes anonymt senest 15. november med navn og adresse vedlagt i lukket kuvert til Landbrugets Kulturfond / Andelsfonden, Landbrug & Fødevarer, Axeltorv 3, 1609 København V.

Bedømmelsen fortages af en dommerkomité bestående af
• Ass. professor Troels Troelsen, Copenhagen Business School
• Gdr. Bent Claudi Lassen, fm. for Landbrugets Kulturfond og Andelsfonden
• Forfatter mv. Finn Slumstrup, nf. for Landbrugets Kulturfond

Resultatet offentliggøres på Kulturfondens konference for Landbrug & Fødevarers bestyrelser den 7. januar 2011.

Dommerkomitéen forbeholder sig desuden ret til at publicere øvrige kvalificerede besvarelser efter aftale med de pågældende, hvis identitet åbnes efter offentliggørelsen, men i øvrigt holdes fortroligt.

Se Andelsfondens hjemmeside her (find prisopgaven nederst)